7 - for Solcelleanlæg ved Mørkøv

Formål

Kommuneplantillægget er udarbejdet i forbindelse med Lokalplan 12.09 - for et solcelleanlæg ved Mørkøv, som giver mulighed for etablering af et solcelleanlæg øst for Mørkøv. Vedtagelse af lokalplanen forudsætter, at der udarbejdes et kommuneplantillæg til Kommuneplan 2021.

Kommuneplantillægget indeholder en redegørelse, der beskriver planens baggrund og formål. Dertil kommer bestemmelser med tilhørende kort, der omfatter rammer for lokalplanlægningen af området til solcelleanlægget.

Baggrunden for kommuneplantillægget er et ønske om at muliggøre etablering af et solcelleanlæg på op til 54 hektar beliggende øst for Mørkøv. Solcelleanlægget forventes at opnå en årlig strømproduktion på ca. 43.000 MWh/år svarende til strømforbruget for ca. 11.000 husstande. Solcelleanlægget vil bidrage til at opnå Holbæk Kommunes klimamål om at nedsætte den kommunale CO₂ udklædningen med 3% hvert år.

Formålet med nærværende kommuneplantillæg er at give mulighed for etablering af et solcelleanlæg ved Mørkøv ved at udlægge et nyt rammeområde.

Indhold

Der udlægges med dette kommuneplantillæg et nyt rammeområde nr. 12.T04, som muliggør etablering af et solcelleanlæg indenfor planområdet.

Forhold til anden planlægning

Planområdet er ikke omfattet af landsplandirektiver. Staten har dog en række interesser, som i vid udstrækning er indarbejdet i kommuneplanen for Holbæk Kommune. Planområdet berører ingen råstofområder.

Det er vurderet at planforslaget er i overensstemmelse med statslig og regional planlægning.

Statsvej

Motortrafikvejen rute 23 Skovvejen, der forløber nord for planområdet, er pålagt vejbyggelinje af Vejdirektoratet fra 2013 i forbindelse med opgradering og etablering af 3. etape af den planlagte motorvej rute 23, Kalundborgmotorvejen.

Vejdirektoratet har oplyst, at der pågår pt. frem til forår/sommer 2023 en opdatering af VVM undersøgelsen fra 2012. Der forventes vedtagelse af anlægslov ultimo 2023, hvorefter ekspropriationsprocessen forventes igangsat. Samtidig projekteres Skovvejens opgradering/udvidelse til motorvej inklusiv projektering af afvanding. Det er for nuværende usikkert, hvorvidt der kan blive behov for arealer til regnvandsbassiner udenfor den pålagte vejbyggelinje og dermed indenfor lokalplanens områdeafgrænsning. Motorvejens og oplandets regnvandssystemer forventes separeres. Der vil blive behov for færdselsret til regnvandsbassiner – evt. gennem lokalplanområdet. I forbindelse med projekteringen tages der endvidere stilling til eventuelt behov for vildthegn langs motorvejen.

Lokalplanområdet er afgrænset, så det ligger udenfor den tinglyste vejbyggelinjen.

Drikkevandsinteresser (OSD)

Planområdet ligger indenfor særlige drikkevandsinteresser (OSD), og lige nord for området ligger der et nitratfølsomt indvindingsområde samt boringsnært beskyttelsesområde. Områder med særlige drikkevandsinteresser, skal friholdes for virksomhedstyper og anlæg, der medfører en væsentlig fare for forurening af grundvandet. Det er vurderet at etablering af solcelleanlægget ikke medfører en potentiel trussel mod drikkevandsinteresserne. Solcellepaneler til elproduktion indeholder ingen mobile forureningskomponenter og de olieholdige dele af anlæggets transformere er hermetiske lukkede og elektronisk overvåget. Stepup-transformer er desuden udført med opsamlingskar. Der sker således ingen påvirkning af grundvand i driften af anlægget, og risikoen for spild og påvirkning af grundvandet i en uheldssituation vurderes at være ubetydelig. Etablering af solcelleanlæg og udtagelse af området fra traditionel landbrugsdrift forventes desuden at have en positiv påvirkning af grundvandsinteresserne.

Særligt værdifuldt landbrugsområde

Området er i Kommuneplan 2021 udpeget som særligt værdifuldt landbrugsareal. Områder, der er udpeget som særlige værdifulde landbrugsområder, skal i videst muligt omfang friholdes for aktiviteter, som ikke understøtter jordbrugserhvervet. Større tekniske anlæg skal søges placeret uden for de særligt værdifulde landbrugsområder. Anvendelsen til solcelleanlæg udelukker ikke mulighed for landbrugsproduktion i form af afgræsning. Desuden vil lokalplanen sikre, at anlægget skal fjernes, når det ikke længere er rentabelt at producere energi og arealet bliver igen disponibelt for andre slags landbrug.

Planlægningen vurderes derfor ikke at være i modstrid med udpegningen i kommuneplanen.

Bevaringsværdigt landskab

Planområdet er ikke udpeget i kommuneplanen som værdifuldt landskab, større sammenhængende landskab eller større uforstyrret landskab. Lokalplanområdet grænser mod øst op til Orekrog Skov, der i kommuneplanen er udpeget som bevaringsværdigt landskab. Ifølge retningslinje 4.1.4 kan der i værdifulde/bevaringsværdige landskaber, som udgangspunkt kun opføres bebyggelse og tekniske anlæg, der er nødvendige for landbruget eller bidrage til oplevelsen af landskabet. Solcelleanlægget vil blive placeret i afstand til Orekrog Skov og det vurderes at det ikke vil påvirke landskabet inden for udpegningen.

Der henvises endvidere til miljøvurderingsrapporten.

Landskabsområder i kommuneplanen og i landskabsplanen

Rammeområdet er beliggende indenfor landskabsområde 24 Vedebjerg, i Holbæk Kommunes landskabsplan.  Område 24 Vedebjerg er karakteriseret ved, at landskabet ligger i et storskala landskab, med store markenheder beliggende mellem store skovområder. Landskabet giver en særlig oplevelse med det kuperede landskab, og store rullende bakker. Det er samspillet mellem markstrukturen og terrænet der giver landskabet den særlige oplevelse.

Det fremgår af landskabsplanen, at hvis tekniske anlæg skal lokaliseres og etableres i området, bør det ske i den nordlige del i tilknytning til Skovvejen, som allerede i et vist omfang er præget af tekniske anlæg.

Beskrivelsen af landskabet og anlæggets landskabelige påvirkning er vurderet nærmere i miljøvurderingsrapporten, bl.a. på baggrund af visualiseringer.

Landskabet i plan- og projektområdet er i sit udgangspunkt forholdsvist robust overfor større tekniske anlæg, da landskabets skala er stor, og det kan derfor rumme anlæg, der kan indpasses til den store skala, og da landskabet er transparent afgrænset med beplantninger og terrænformationer som i sig selv hindrer lange kig over landskabet flere steder og vil skjule lave tekniske anlæg.

Påvirkningen af landskabelige og visuelle forhold vurderes at være lille, da anlægget vil have begrænset synlighed og langt de fleste steder vil være dækket af det bakkede terræn og/eller af eksisterende beplantning eller ny afskærmende beplantning, når den er vokset op i fuld højde.

Værdifuldt kulturmiljø

Planområdet er udpeget som værdifuldt kulturmiljø. Udpegningen dækker hele ejerlavet Torbenfeld Hgd., Frydendal og omhandler Herregården Torbenfeld. De bærende elementer i udpegningen er hovedgården, den tilhørende avlsgård og velholdte park, de omkringliggende funktionær- og arbejderboliger samt de store, åbne herregårdsmarker omgivet af gamle løvskove med velbevarede skovdiger. Rammeområdet ligger på en af de åbne herregårdsmarker nord for hovedgården. På markerne mellem hovedgården og solcelleanlægget er der høje bakker, som gør at anlægget ikke er synligt fra hovedgården.

I kommuneplanens retningslinje 5.2.1 fremgår det, at når der etableres tekniske anlæg indenfor udpegede værdifulde kulturmiljøer, skal der tages hensyn over for de bestående bevaringsværdier og sammenhænge i kulturmiljøet.

Påvirkningen af kulturmiljøværdierne er vurderet nærmere i miljøvurderingsrapporten, bl.a. på baggrund af visualiseringer.

Påvirkningen af det værdifulde kulturmiljø omkring Torbenfeld vurderes at være lille, da solcelleanlægget kun i begrænset omfang påvirker oplevelsen af herregårdslandskabet, og da der ikke vil ske væsentlig påvirkning af kerneelementerne i udpegningen. Solcelleanlægget ligger i stor afstand fra hovedgårdens centrale bygninger, der er beliggende syd for Ringstedvej, og der vurderes ikke at være visuel forbindelse mellem hovedbygningerne og solcelleanlægget.

Fra godsets driftsbygninger beliggende nord for Ringstedvej vil anlægget delvist være skjult af det mellemliggende terræn, mens andre dele af anlægget vil kunne ses i sammenhæng med vindmøllerne. Solcellepanelerne vil på grund af sin lave højde og afstanden til anlægget, ikke opleves dominerende.

Landbrugspligt

Rammeområdet er omfattet af landbrugspligt i henhold til landbrugslovens regler. Ophævelse af landbrugspligten kræver tilladelse efter landbrugsloven. Gennemførelsen af planen forudsætter ikke at landbrugspligten ophæves, da lokalplanen ikke udelukker en landbrugsmæssig anvendelse af arealerne, f.eks. afgræsning ved fårehold.

Bilag IV / Natura 2000

I henhold til § 13 i planloven (LBK n. 1157 af 1. juli 2020), må et kommuneplantillæg ikke stride mod en Natura 2000 plan. Planområdet ligger udenfor Natura 2000-områder, og er derfor ikke omfattet af Natura 2000 plan. Det nærmeste Natura 2000 ligger ca. 5 km syd for lokalplanområde, og er Natura 2000-område nr. 156 Store Åmose, Skarresø og Bregninge Å. Området omfatter fuglebeskyttelsesområde nr. 67 og habitatområde nr. 126.

I medfør af habitatdirektivet må der ikke gennemføres planer og projekter, der kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, eller som kan beskadige eller ødelægge yngle- og rasteområder for de arter, der indgår i Natura 2000-områdernes udpegningsgrundlag.

På grund af projektets karakter og planområdets afstand til Natura 2000-området, vurderes det, at planen ikke vil have en væsentlig påvirkning på det internationale naturbeskyttelsesområde grundet afstanden til området og karakteren af planlagte anlæg. Der henvises endvidere til miljøvurderingsrapporten.   

Det vurderes, at realisering af lokalplanen vil kunne ske uden væsentlig påvirkning af udpegningsgrundlaget for Natura 2000-område nr. 156, uden indvirkning på opfyldelse af Natura 2000-områdets bevaringsmålsætninger og uden skadelig virkning på Natura 2000-områdets integritet.  Planen kan heller ikke påvirke andre Natura 2000-områder i større afstand.

Habitat – Bilag IV Arter

Planområdet udgøres primært af landbrugsarealer i omdrift, der ikke udgør egnede yngle- eller rastelokaliteter for arter anført på habitatdirektivets bilag IV.

Der er ikke registreret bilag-IV arter indenfor lokalplanområdet, men der findes to mindre § 3-vandhuller, der er vurderet potentielt egnede som yngle-og rasteområde for spidssnudet frø og stor vandsalamander. Med lokalplanen sikres det, at solcelleanlægget holder respektafstand på 5 meter til § 3-arealerne, dog 10 meter mod syd og øst. På den baggrund vurderes det, at der ikke vil ske væsentlig påvirkning af eventuelle yngle- og rasteområder for arterne.

Det er desuden sandsynligt, at flere flagermusarter har yngle- og rasteområder i Orekrog Skov og fouragerer i eller nær planområdet. Der vil ikke ske påvirkning af træerne i skovbrynet, da der holdes respektafstand til skoven. Nogle enkelte seljerønstræer inden for planområdet rummer hulheder, der potentielt er egnede for trold-, dværg-, vand- og brunflagermus, og disse træer bevares.

Der henvises endvidere til miljøvurderingsrapporten.

Skovbyggelinje

Mod øst grænser området til en fredskoven Orekrog Skov, hvor der er pålagt skovbyggelinje på 300 meter i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 17. Formålet med skovbyggelinjen er bl.a. at bevare skovbrynene som værdifulde levesteder for plante- og dyreliv.

Af naturbeskyttelseslovens § 17 fremgår det, at der ikke må placeres bebyggelse, campingvogne og lignende inden for en afstand af 300 meter fra skove. Etablering af bebyggelse, herunder solcelleanlæg, kræver derfor dispensation.

Kommunen vurderer, at det planlagte anlæg ikke vil stride imod intentionerne med skovbyggelinjen, da synligheden til skovbrynet ikke opleves som et landskabeligt vigtigt element i området. Indkig til skovbrynet er fra mange steder skjult på grund af terræn og beplantninger. Kommunen er derfor indstillet på at dispensere.

Miljøvurdering

Miljøvurdering af planer

Det er vurderet, at  lokalplan og kommuneplantillæg er omfattet af krav om miljøvurdering, da planforslagene er omfattet af lovens bilag 2, pkt. 3a Industrianlæg til fremstilling af elektricitet, damp og varmt vand (projekter som ikke er omfattet af bilag 1).

Miljøvurderingen af planforslagene er udarbejdet som en selvstændig rapport, der er fremlagt i offentlig høring i samme periode som planforslagene.

Miljøvurderingsrapporten beskriver den sandsynlige væsentlige indvirkning på følgende miljømæssige områder:

  • Landskab og visuelle konsekvenser, herunder beskyttet dige og værdifuldt kulturmiljø.
  • Natur, dyreliv og bilag IV-arter.

Der er som led i den endelige behandling af planforslagene blevet udarbejdet en sammenfattende miljøredegørelse. Miljørapporten og den sammenfattende miljøredegørelse ligger som bilag.

Høring

Fordebat

Da der er tale om en væsentlig ændring af kommuneplanen, har der været indkaldt idéer og forslag forud for planarbejdet. Der blev i samme debatmateriale indkaldt idéer og forslag til emner i miljøvurderingen. Debatmaterialet har været offentliggjort i perioden fra den 3. til den 21. november 2021

Offentlig høring og borgermøde

Planforslagene blev offentliggjort på kommunens hjemmeside den 4. maj 2022 og var i høring frem til den 29. juni 2022. Lokalplansforslaget, kommuneplantillægget, miljørapporten og udkastet til VVM-tilladelsen har været i høring i perioden fra d. 4. maj til og med d. 29. juni 2022. Holbæk Kommune har modtaget fire høringssvar i høringsperioden og alle høringssvar har været i partshøring hos Better Energy. Better Energys kommentar kan ses her og høringsnotatet kan ses her. Det fremsendte høringssvar fra Vejdirektoratet har givet anledning til en tilføjelse til lokalplanens redegørelse. Derudover har de fremsendte høringssvar ikke givet anledning til ændringer.

Vedtagelsespåtegnelse

Kommunalbestyrelsen i Holbæk Kommune har på mødet d. 21. september 2022 vedtaget at sende forslag til lokalplan 12.09 for et solcelleanlæg ved Mørkøv i offentlig høring.

Rammer

Følgende nye rammeområder bliver udlagt i tillægget:

12.T04 (T7) - Solcelleanlæg ved Mørkøv