Orø lokalområde
Lokalområde Orø omfatter Bybjerg, Brønde, sommerhusområderne Næsby, Salvig, Møllebro, Færgebakkerne og Børrehoved samt landsbyerne Gamløse og Næsby. Der er færgeforbindelse til Holbæk og kabelfærge til Hornsherred.
Orø ligger i Isefjorden ved indsejlingen til Holbæk Fjord og er kendt som "Isefjordens perle". Orø har karakter af at være et mindre øsamfund præget af det let bølgede landskab og landbrugsdriften. Flere steder på øen ses også en tydelig tilknytning til fjorden, i form af gamle fiskerhuse og de to færgelejer. Der er en relativt sparsom beplantning på øen, dog er der flere unge skove, som med tiden vil fremstå som markante bevoksningselementer i landskabet. Der er flere steder en flot udsigt over øen og de modstående kyster f.eks. fra Stensbjerg Banke. Området er en del af et større fredet areal nord og øst for Bybjerg.
De mange levende hegn og bevoksede diger fremstår som markante elementer på øen. Den syd- og østlige del af øen opleves mere intim end den vestlige del af øen. Intimiteten opstår som følge af det mere bakkede terræn og nærheden til de modstående kyster. De mange kystskrænter skaber oplevelsesrige rum ved kysten. Der er stor variation i udsigten fra hele øens kyststrækning, hvilket også er medvirkende til at skabe forskellige oplevelser.
Læs mere om Orø lokalområde ved at klikke på dette link