Fjord og havne

Retningslinjer

Generelle retningslinjer knyttet til Holbæk Havn

7.3.1 Eksisterende og nye aktiviteter ved Holbæk Havn skal være med til at skabe liv i havneområdet ved at indeholde gode opholdsmuligheder og skabe sammenhæng med Holbæk og byens øvrige aktiviteter.

7.3.2 Nye aktiviteter på havnen skal skabe sammenhæng med havnepromenade, med offentlig adgang rundt langs alle havnebassiner – fra marinaen i øst til inderfjorden i vest. Langs de tre største adgangsveje fra midtbyen til havnen ved Blegstræde, Brostræde og Østre Havnevej reserveres areal til kanaler med café og restaurantfunktioner på vestsiderne, som støttepunkter på promenaden.

7.3.3 Blegstræde Hage og Ny Hage skal anvendes til aktivitetsskabende offentlige attraktioner.

7.3.4 Ny bebyggelse i havneområdet skal placeres under hensyntagen og i respekt for de udpegede sigtelinjer i området jf. Helhedsplanen for Holbæk By.

7.3.5 Ved værftet og ved biografen reserveres der et areal til offentlige havnetorve.

Øvrige generelle retningslinjer

7.3.6 Ved omdannelse af eksisterende planlagte lystbådehavne og ved etableringen af nye skal det sikres, at områderne kan anvendes som et rekreativt areal for både kommunens borgere og besøgende.

7.3.7 Anvendelse af vandløb, søer og kystvande må ikke være i strid med de statslige vandplaners miljømål og må ikke være til væsentlig gene for lodsejere, naboer eller for anden rekreativ udfoldelse.

Bemærkninger til retningslinjer

Sejlsporten ses som et stort aktiv til at fremme friluftsliv og rekreation i samspil med både kulturoplevelser i byen og naturoplevelser i det åbne land. Lystbådehavnene fungerer som naturlige mødesteder, både for sejlerne, foreningsliv eller klublivet, men også for byens borgere. Lystbådehavnene medvirker til et varieret og oplevelsesrigt liv på havnen som skaber en attraktiv atmosfære både for borgere og turister. I forbindelse med udbygning af lystbådehavnene er der mange interesser og hensyn, der skal varetages. Derfor sker udvidelserne kun i tilknytning til eksisterende anlæg, hvorved de åbne kyststrækninger vidt muligt bevares.

Anlæg af lystbådehavne forudsætter tilladelse fra Kystdirektoratet i kraft af statens højhedsret over søterritoriet. Ændringer af bestående lystbådehavne forudsætter ligeledes Kystdirektoratets tilladelse. I tilknytning til lystbådehavnene vil der kunne etableres primitive overnatningspladser. Specielt i lokalsamfund uden campingplads eller vandrerhjem vil dette fremme muligheden for sejlads med mindre både. Sådanne funktioner betragtes imidlertid ikke som havnefunktioner og må respektere strandbeskyttelseslinjen, medmindre en konkret vurdering gør det muligt at dispensere herfra.

Holbæk Kommune har et værdifuldt fjordmiljø som rummer både rekreative og naturmæssige værdier og som skal knyttes til de rekreative værdier på land. Kvaliteten i vandet er generelt høj og vandet er derfor egnet til badning.

Holbæk Havn

Havneområdet i Holbæk by rummer nogle af de mest attraktive byudviklingsarealer i kommunen. Kommunalbestyrelsen har vedtaget en ny helhedsplan for Holbæk havnefront. Den primære målsætning er, at opnå mere liv og aktivitet i havneområdet. Kommunalbestyrelsen har sat en retning for, hvilke målsætninger og handlinger, der skal være styrende for den fremadrettede udvikling. Det foreslås bl.a., at der fortsat bør arbejdes for:

  • at skabe en sammenhængende havnepromenade, med offentlig adgang rundt langs alle havnebassiner – fra marinaen i øst til inderfjorden i vest.
  • at placere aktivitetsskabende offentlige attraktioner på hagerne (Blegstræde Hage og Ny Hage)
  • at etablere kanaler ved de tre største adgangsveje til havnen fra midtbyen (Blegstræde, Brostræde og Østre Havnevej)
  • at placere café og restaurantfunktioner på vestsiderne af disse kanaler, som punkter på havnevandringen på promenaden
  • at ny bebyggelse placeres under hensyntagen og i respekt for de udpegede sigtelinjer i området
  • at der etableres offentlige havnetorve ved værftet og ved den kommende biograf. Byrum der skal tilbyde bydelen nogle af de uformelle mødesteder, som mangler i dag.

Desuden peges i visionen på, at der i særlig grad bør arbejdes for at skabe mere liv i havneområdet, ved:

  • midlertidig brug af arealer til byparker, events og kreative kulturerhverv, - mens vi er undervejs med den endelige byomdannelse, og udpegning af felter hvor kreative kulturerhverv kan finde rum for udvikling
  • indarbejdelse af muligheder for etablering af restaurant- og hotelskibe langs kajen
  • udpegning af funktioner, der kan placeres som attraktioner / udflugtsmål på Ny Hage og Blegstræde Hage – og dermed også udpegning af funktioner, som vi ikke mener passer ind i profilen på disse vigtige steder
  • gennemførelse af events ved kulturafdelingen, herunder events relateret til fjorden, med understregning af vandets potentiale for aktiviteter og profilering af byen