Støj

Statisk kort

Retningslinjer

Generelle retningslinjer

8.5.1 Ved udlæg af arealer til støjfølsom anvendelse (boliger mv.) skal det sikres, at Miljøstyrelsens vejledende regler om støj kan overholdes i forhold til støj fra veje og jernbaner, støjende fritidsanlæg, militære skyde- og øvelsesterræner, erhvervsvirksomheder, flyvepladser mv. Der kan eventuelt stilles krav til bygherre om at etablere afhjælpende foranstaltninger f.eks. i form af etablering af støjvold mv. Det er til enhver tid bygherres ansvar, at de gældende støjkrav overholdes.

8.5.2 Ved udlæg af arealer til støjende formål skal det sikres, at Miljøstyrelsens vejledende regler om støj kan overholdes i forhold til nærliggende boligområder og andre arealer til støjfølsom anvendelse. Der kan eventuelt stilles krav om afhjælpende foranstaltninger.

Retningslinjer knyttet til udpegede områder på kortet

8.5.3 Der må ikke udlægges arealer til støjfølsom anvendelse inden for støjgrænsen omkring Bredetved Skydeterræn (der er forsvarets skydeterræn), før det ved undersøgelser er godtgjort, at der ikke er miljømæssige problemer forbundet hermed.

Bemærkninger til retningslinjer

Retningslinjerne omfatter støj fra virksomheder og støj fra erhvervsmæssige og fritidsrelaterede aktiviteter. Lokalisering af nye støjende fritidsanlæg er endvidere omfattet af retningslinjerne for ”Idræts- og fritidsanlæg”. Nedenfor findes en oversigt over de støjende aktiviteter:

Erhvervsaktiviteter, flyvepladser og helikopterflyvninger, motorsportsbaner og midlertidige racerløb, skydebaner, herunder forsvarets øvelsesområder, støjende fritidsanlæg i øvrigt, veje, jernbaner, vindmøller, modelbilbaner og modelflyvebaner, festivaler, kræmmermarkeder og øvrige markedsaktiviteter samt andre støjende erhvervsmæssige eller fritidsrelaterede aktiviteter.

Formålet med retningslinjerne er at sikre en hensigtsmæssig placering af arealer til støjfølsom anvendelse, samt at regulere støjende aktiviteter så der ikke opstår miljøproblemer som følge af støjbelastning.

Støjfølsom anvendelse er boliger, sommerhuse, kolonihavehuse og enkelte rekreative formål samt til en vis grad kontorer, privat og offentlig administration og serviceerhverv. Den konkrete vurdering af ønsker om ændret arealanvendelse vil ske på baggrund af støjmålinger og/eller -beregninger. Disse skal sandsynliggøre, at Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser kan overholdes.

Bredetved Skydeterræn er et af forsvarets mindre skyde- og øvelsesterræner. Det anvendes til skydning med håndvåben og til skydning med bl.a. sprængladt ammunition til panserværnsvåben. Terrænet er desuden indrettet til sprængningsøvelser. Omkring anlægget er der fastsat en støjzone, som er beregnet ud fra de aktiviteter, der foregår på området.