Mål for Sundhed og Fritidsliv

Beskrivelse

Muligheden for at leve et sundt og aktivt liv skal indgå som et væsentligt element i byudviklingen og planlægningen i Holbæk Kommune.

Kommunalbestyrelsen ønsker at fremme borgernes mulighed for at leve et sundere liv. Byerne og det åbne land skal give adgang til udfoldelse og kulturelle oplevelser til glæde for både befolkningen og turismen, samtidig med at befolkningens trivsel og sundhed fremmes. Byrummene skal invitere til leg og ophold, og fælles friarealer skal indbyde til bevægelse og give rum til fysisk udfoldelse og socialt samvær. Midlertidig anvendelse skal bruges aktivt i byudvikling og byomdannelse.

Nye synergier mellem friluftsliv, kultur og sundhed skal fremmes, og kommunens natur- og kulturlandskaber skal bringes tættere på både turismen og befolkningen. Et varieret tilbud af oplevelser skal give mulighed for, at turismeerhvervet i Holbæk Kommune kan udvikles. Dette kan give et øget indtjeningsgrundlag og flere arbejdspladser.

Udvikling og placering af kultur- og idrætsanlæg skal understøtte det overordnede bymønster, og finde sted hvor aktiviteterne understøtter udviklingen af by- og landområderne. Holbæk by skal fortsat være kommunens center for byturisme, og det er som udgangspunkt her placering af større attraktioner inden for idræt og kultur skal ske. Kommunen rummer også en række attraktioner i det åbne land i form af naturoplevelser og besøgsområder som Åmosen, Brorfelde samt flere herregårde. Det er kommunalbestyrelsens mål, at disse attraktioner skal videreudvikles og udbygges under hensynstagen til naturbeskyttelse samt landskabelige og kulturhistoriske værdier.

Læs mere

Her kan du læse mere om kommunalbestyrelsens mål for temaet "Sundhed & Friluftsliv".

 

FN´s verdensmål

Du kan trykke på nedenstående ikoner og læse mere om FN´s verdensmål der prioriteres/relaterer sig til sundhed og fritidsliv.

 

Sundhed og trivsel Rent vand og sanitet Bæredygtige byer og lokalsamfund