Mål for Energi og Miljø

Beskrivelse

Holbæk Kommune skal være en bæredygtig kommune. Målsætningen er at CO2-udledning skal være reduceret med 70% i 2030.

Planlægningen skal bidrage til, at CO2-udledningen nedbringes og skal ske på en måde, så ressourceforbruget minimeres. Blandt andet ved at byudvikling og trafikplanlægning sammentænkes, så nye byområder placeres, hvor de er trafikalt velbeliggende, og ved at give mulighed for at bygge højere og tættere nær stationer. Desuden skal planlægning tage højde for de kommende klimaforandringer.

Der skal udarbejdes en plan for kommunens fremtidige varmeforsyning baseret på miljøvenlig energiproduktion, herunder anvendelse af vedvarende energi.

Spildevandshåndteringen skal generelt ske ud fra bæredygtige og multifunktionelle principper. Det vil sige, at regnvand fra tage og lignende ikke skal afledes via kloakken, men kan indgå som et rekreativt og æstetisk element i byområderne. Det skal også være muligt at anlægge vådområder i det åbne land, der kan fungere som forsinkelsesbassiner ved store regnskyl og samtidig fungere som rekreative naturområder.

Der skal tages hensyn til grundvandsinteresserne når der planlægges for ændret anvendelse.

Planlægningen skal skabe rammerne for en bæredygtig og miljømæssig forsvarlig udvikling, samtidig med at nye anlæg skal placeres så de indgår på en harmonisk måde i landskabet eller bybilledet. Planlægningen skal medvirke til at forbygge konflikter mellem støjende og støjfølsomme aktiviteter og anvendelser. 

Læs mere

Her kan du læse om retningslinjer for temaet "Miljø og Energi".

 

FN´s verdensmål

Du kan trykke på nedenstående ikoner og læse mere om FN´s verdensmål der prioriteres/relaterer sig til miljø og energi.

 

Rent vand og sanitet Bæredygtig energi Bæredygtige byer og lokalsamfund